Langeland, verdens bedste cykelland - 9 dage
Søger du en aktiv ferie med ro, nærvær og oplevelser til dig og din familie?
Langeland Rundt er den oplagte cykelferie til familien med børn og parret, der vil opleve hinanden, havet og naturen helt tæt. I cykler på grusveje og hyggelige landeveje, hvor biler er en sjældenhed (helt ærligt!). Det er trygt og sikkert. I oplever det smukke og bølgende landskab med de karakteristiske hatbakker på Langeland helt uforstyrret. Dagsetaperne er 15-35 km, så der er mulighed for at lave pauser og afstikkere, som vi giver forslag til i vores personlige guide.
Bike Tours Fyn har fundet de gode og forskellige overnatningssteder, der ligger placeret, så I får oplevet Langeland fra top til bund. Jeres overnatninger kan være hytter, ombyggede kostalde og hønsehuse, hotel og luksus-telte! Hver overnatning er en god overraskelse og oplevelse. Fælles for alle steder er, at I sover på madrasser eller regulære senge med tilhørende dyner og linned. Jeres tur afsluttes på et af Danmarks skønneste, men også mest hemmelige overnatningssteder. Og nej vi lover ikke for meget.
Som en ekstra bonus har vi ladet cykelruten følge det svendborgensiske teater, BaggårdTeatrets, helt nye lytte-skuespil, som foregår på udvalgte steder på Langeland. BaggårdTeatret kalder det selv for en ”hæsblæsende og sanselig opdagelsesrejse på Langeland” for hele familien, og det er med den verdenskendte langelænder H. C. Ørsted som omdrejningspunkt. Skuespillerne/stemmerne er ingen ringere end Thure Lindhardt, Iben Hjejle, Danica Curcic og Rasmus Botoft.
Behøves vi at sige, at vi har taget rejsen ”Langeland Rundt – verdens bedste cykelland”, og at det var en skøn oplevelse for vores lille familie?
Ønsker I ekstra tid til alle oplevelserne, så anbefaler vi elcykler.


Dag 1 Overnatning Rudkøbing eller Tranekær
I ankommer til Rudkøbing, Langelands hyggelige "storby" med 4556 indbyggere. Skal I overnatte i byen har I god tid, men er jeres første overnatning i Tranekær, kan I "gemme" noget af byen til, når I kommer tilbage. Uanset overnatningssted skal I tage jer tid til at høre BaggårdsTeatrets usynlige teater eller lytte-skuespil om man vil "Mod strømmen". Første akt er i Rudkøbing. Skuespillets næste akter ligger, hvor I cykler på ferien og er som en lille bonus-oplevelse. Appén hvorpå skuespillet ligger skal dog tilkøbes. Har I ikke provianteret til cykelturen, er det også nu, I gør det.
Dag 2 Overnatning Lohals
- Lige uden for Rudkøbing cykler igennem en lille frugtplantage – køb frugt her, hvis det er sæson. Efter en 1/3 af turens etape cykler I igennem skovene ved Tranekær og Tranekær Slot, og I bør tage en afstikker til byen og opleve slot, kirke og by og måske den fra tv kendte kro. Turen herfra mod Lohals byder på flere bademuligheder, men også herregården hvor Grundtvig var huslærer og blev forelsket i fruen i huset. Eller hvad med at se stedet og fornem området, hvor tv-kendissen Mikkel Beha tilbragte en stor del at sin barndom i et kollektiv.
Dag 3 Hel dag i Lohals
- Tag på en sjov vandretur (vi giver jer henvisning, hvem der tilbyder dette) i området. Eller gå langs strandkanten ud til spidsen af Langeland og se til Fyn, Storebæltsbroen og Sjælland på samme tid. Den lokale keramiker er verdenskendt på Langeland og har en have så skøn – klart et besøg værd. I kan også bare nyde hinandens selskab og slappe ved stranden nær havnen. Om aftenen bør I stærkt overveje den nye og godt anmeldte restaurant, hvis I altså ikke udnytter køkkenfaciliteterne på jeres overnatningssted og laver maden selv.
Dag 4 Overnatning Spodsbjerg
- Før I helt forlader Lohals med de mange gamle sommerpensionater og badehoteller og de tætte skove omkring byen kører I forbi herregården Steensgård, der har en flere hundrede år lang historie. I dag bebos Steensgård af Charlotte Steensen-Leth og økonomen Thomas Bernt Henriksen. Ud over den charmerende natur møder I endnu en herregård, Nedergård, på jeres vej mod syd. Og hvad med at sidde og spise frokost ved den bøg, hvor Adam Oehlenschläger skrev den danske nationalsang ”Der er et yndigt land”. Udsigten, stranden, den kæmpe bøg og historien får frokosten til at smage så meget bedre. I overnatter nærmest på stranden i Spodsbjerg med udsigt til de store skibe i Langelandsbæltet.
Dag 5 Overnatning Bagenkop
- Med udsigten over Langelandsbæltet og måske et kæmpe containerskib eller færge lige derude cykler I mod Sydlangelands hyggelige natur og mange hatbakker. Indimellem dukker en af Langelands mange landsbyer med bølle i enden eller øens højt beliggende møller op. Halvejs dukker Kong Humbles Grav op – en kæmpe langdysse på 55 meter gange 9 meter. Flere meget velbevarede fortidslevn følger i området. Inden I når jeres mål i Bagenkop passerer I et stort fuglereservat, et stort lavvandet og inddæmmet landområde og nogle af de vilde heste.
Dag 6 Hel dag i Bagenkop
- Hvilket sted I her er havnet! Lige rundt om hjørnet ligger det spændende historiske koldkrigsfort, Langelandsfortet, og længere nede forbi hjørnet løber Langelands berømte vilde heste rundt. Og når I besøger dem, så skal I da forbi en kæmpe hatbakke med udsigt til Langelands sydspids, Dovns Klint og de smukke sten som findes på stranden her. I Bagenkop er havnen ret hyggelig, og byen har en skøn fiskebutik og fiskebuffet. Det bliver en god dag.
Dag 7 Overnatning Det hemmelige helt fantastiske sted
- I er desværre nødt til at forlade denne skønne plet på jorden, men bare rolig. Det er bedre det I skal til. Dagsturen er ikke så lang for I vil gerne se og opleve dette eventyrlige og lidt hemmelige sted, hvor I skal overnatte de næste to dage. Men på cykelturen kan I glæde jer til en helt speciel cykelpassage, hvor I cykler midt imellem hav og nor.
Dag 8 Hel dag Det hemmelige helt fantastiske sted
- Både børn og voksne vil være vilde med aktiviteter og oplevelser på Det hemmelige helt fantastiske sted. Der er noget for alle og sørme også dejlig mad og anderledes virkelig god overnatning.
Dag 9 Afrejsedag Rudkøbing
- Alting har en ende. Men inden I finder jeres bil eller en bus i Rudkøbing har I en cykeltur og endnu en smuk herregård til gode.
Højdepunkter
- Den langelandske natur med de næsten 700 karakteristiske hatbakker
- Trygheden på de næsten bilfrie flade cykelstrækninger
- Bike Tours Fyns personlige guide med oplevelser langs ruten
- Det smukke røde Tranekær Slot, kirken og byen
- Havet, havet, havet– I er aldrig langt fra havet og stranden på Langeland
- De forskellige og perfekt beliggende overnatningssteder
- De vilde heste og Dovns Klint på Sydlangeland
- Lytte-skuespillet fra Baggårdsteatret (tilkøb), som cykelruten følger
- Langelandsfortet – et koldkrigsfort med en spændende historie
- De velbevarede kulturminder, der er overalt på Langeland
- El-tårne, der nu er indrettet som små kunstudstillinger
- Roen, idyllen, hyggen og nærværet, som Langeland er indbegrebet af
- Rudkøbing by med H.C. Ørsted, brostensbelagte gader og hyggelige byhuse
- Det hemmelige helt fantastiske sted, hvor jeres rejse slutter

Indhold i Langelandsturen
- Bike Tours Fyns personlige guidebog med ruten og forslag til afstikkere
- Gode forskellige overnatningssteder med køkkenfaciliteter og/eller dagligvarebutik/restaurant
- Linned og dyner inkluderet på alle overnatninger
- 24 timers tryghedsservice til generel hjælp og defekter ved lejede cykler
- Mulighed for leje af cykeltasker, cykelanhænger, kvalitetscykler – herunder elcykler
- Måltider er ikke inkluderet
Fakta
- Start/Slut: Rudkøbing/Rudkøbing
- Længde pr. dag: 15 - 35 km.
- Antal cykeldage: 4,5
- Turlængde i alt: 150 km.
- Ankomst: Lørdag/mandag/onsdag
- Afrejse: Søndag/tirsdag/torsdag
- Niveau: Let til middel
Langeland
– verdens bedste cykelland
9.995 DKK
Priseksempel for en familie med
2 voksne og 2 børn
9 dage – 8 overnatninger
Langeland
– verdens bedste cykelland
7.500 DKK
Priseksempel for to voksne
9 dage – 8 overnatninger